Familievenlige gys og hygge i efteråret | Sjællands Vestkyst

Familievenlige gys og hygge i efteråret

Fredag, september 22, 2017

Vi har samlet de bedste bud på hyggelige, uhyggelige og direkte gyselige familieaktiviteter for børn og voksne på Sjællands Vestkyst i efteråret.
Der er noget for enhver smag og temperament – uanset om du foretrækker spændingen ved at blive skræmt halvt ihjel eller hellere vil lave hyggelige kastanjedyr sammen med dine børn. 

Skattejagt, kastanjedyr og hjemmelavet æblemost
Årets ultimative familiehygge finder sted den 22. oktober på Parnas i Sorø.
Aktivitetsparken inviterer til skattejagt i Parnas Huleby, hvorefter I kan kværne jeres eget mel og bage pandekager og brød over bål. I kan også lave jeres egen æblemost i det lille mosteri, lave finurlige kastanjedyr eller havregryn, som I kan tage med hjem.

Billetterne koster kun 30,- kr. pr. person og kan købes på Parnas’ hjemmeside. 

Halloween i Birkegårdens Haver
Græskar, græskar og lutter smukke haver.
Birkegårdens japanske have bliver udsmykket med smukt udskårede græskar. Det er et fascinerende syn, når mørket falder på og lys efter lys stråler fra haven. Spøgelser og hekse huserer i haverne, hvor du kan nyde lysene og gysene, mens de yngste medlemmer af familien skærer græskar, går på opdagelse i spøgelseslabyrinten eller får skræmmende ansigtsmaling.

Læs mere om alle aktiviteterne til Halloween i Birkegårdens Haver her.                                                

De Dødes Nat
Den 3. november står porten til dødsriget på klem, så mørkets magter kan snige sig ud i Slagelse by.
Du kan se de uhyggelige skabninger i butikkerne, på barerne, på biblioteket, på museet, i Vestsjællandscentret, selv Slagelse Musikhus har de indtaget.

Slagelse forvandles til et skræmmende og rædselsvækkende univers fyldt med både grufulde oplevelser og smukke minderitualer på De Dødes Nat, der markerer Halloween og Allehelgensaften.
Læs mere om De Dødes Nat.

Oplevelsesjagt med Vester
Skal det være familievenligt og lærerigt, men knapt så skræmmende, så er Oplevelsesjagt med Vester et godt bud.

De vestsjællandske museer Sorø Kunstmuseum, Kalundborg Museum og Vikingeborgen Trelleborg har lavet hvert deres skattekort, som store og små kan følge rundt på museerne. Find de fejl, som maskotten Vester har lavet, samtidig med at både børn og voksne lærer nyt.
I får en masse at snakke om undervejs og underholdningsværdien er i top!

Læs mere og køb billet her.

Del denne side

Efterår på Sjællands Vestkyst