Ingeborg af Kalundborg

Ingeborg af Kalundborg

Ingeborg af Kalundborg var datter af Esbern Snare og regerede i Kalundborg fra Esberns død i 1204 til hun blev fordrevet fra byen i 1262.

Ingeborg var gift med Peder Strangesen, fra en anden af de sjællandske stormandsslægter. Peder Strangesen var noget ældre end Ingeborg og døde i 1241 i Ribe, da han var på vej til Det Hellige Land. Tiderne var ustabile efter Valdemar Sejrs død i 1241. Hver af hans tre sønner ønskede at sidde på tronen. Ingeborg havde tætte kontakter til den midterste bror, Abel, og støttede ham og senere hans sønner i kampen om at blive anerkendt som Hertug af Slesvig. En anden gren af Hvide-slægten tilhørte Ærkebiskop Jakob Erlandsen. Fra 1252 sidder den tredje bror Christoffer på magten i Danmark og han er upopulær både hos de sjællandske stormænd og ærkebiskoppen.

Stridighederne kulminerede i 1259, hvor først Ærkebiskoppen blev fængslet, og derefter døde Christoffer pludseligt, sandsynligvis forgiftet. Tilbage stod Dronning Margrethe Sambiria og den 10-årige søn Erik Klipping. Dronningen fik i første omgang ro på stridigheden, ved at løslade Ærkebiskoppen og tildele Erik Abelsøn Hertugdømmet Slesvig.

Allerede i 1261 blussede stridighederne op igen, da Dronning Margrethe og Kong Erik gik til angreb på Erik Abelsøn i Slesvig. De led nederlag i slaget på Lohede, hvor Dronning Margrethe og Kong Erik blev taget til fange. Kongeslægten fik hjælp fra Albrecht af Braunschweig, der angreb sydfra i 1262, fik Dronningen og Konge Erik frigivet, hvorefter Albrecht sad som militærdiktator i en kort tid, indtil han forlod landet under stort pres fra Stormændene. Men da var Ingeborg flygtet fra Kalundborg og opholdte sig fra da til sin død i 1267 i Slesvig.

Del denne side