Øerne på Vestsjælland | Sjællands Vestkyst

Øerne på Vestsjælland

På øerne på Sjællands Vestkyst går tiden langsommere. Allerede når du er på en af færgerne på vej til ø-ferie, kan du mærke hvordan roen sænker sig. På vores øer finder du landsbyidyl, smuk natur og dejlige strande.
april 6, 2018

Agersø

Agersø har været beboet siden stenalderen, og øens historie indeholder mange højedpunkter. I dag har øen et behageligt, afslappet sammenhold med havnen som et naturligt mødested i sommermånederne. Agersø kan prale af mere end 100 sommerhuse, 2 campingpladser og en kro. De mange smukke dele af øen gør det til et oplagt valg som feriemål, hvor stress og pres vaske væk i kølvandet af færgen.  Velkommen til Agersø!
Læs mere om Agersø hér

Omø

Går du og pusler med tanken om en ferie til et sted, hvor du selv bestemmer tempoet og hvor den skønneste natur er lige uden for døren? Så er Omø måske stedet for dig og din familie? Her er tid til ro og fordybelse, til stilhed og drømme. Omø er en lille ø på ca. 4,5km2, men den er fyldt med naturoplevelser, badestrand og gæstfrie øboere der altid gladeligt modtager turister. Her er købmand, genbrug, campingplads og gårdbutik, og masser af hyggelige arrangementer året rundt.
Læs mere om Omø hér

Sejerø

På Sejerø går tiden langsommere, der er højere til himlen – og roen kan mærkes helt ind i sjælen. Du sejler med færgen fra Havnsø. Sejlturen tager 59 min. Sejerø er med sine ca. 12 km i længden og ca. 2,5 km i bredden en af de største af de danske småøer. Hvis du vil have en ø-ferie hvor du kan slappe af, have fred og ro, hygge med familien, nyde det store i små og smukke oplevelser, så er du kommet til det rette sted.
Læs mere om Sejerø hér

Nekselø

Nekselø en dejlig naturskøn ø i Sejerøbugten

På Nekselø er der en helt unik natur med sjældne blomster og dyr og 2 skønne trampestier, der bringer dig rundt om øen. Hopper du på den lille færge til Nekselø, venter der en helt særlig oplevelse. Vi er nemlig mange, der mener, at Nekselø er Danmarks smukkeste ø. Turen starter ved den lille havn, hvor der er en fantastisk børnevenlig strand langs med molen ind til øen. Nekselø er så lille, at du sagtens kan gå hele vejen rundt på en dag, og det er hele turen værd.

Husk at medbringe frokostkurven, der kan nemlig ikke købes mad og drikke på øen. Toilet og drikkevand findes ved havnemolen.

Der er to afmærkede ruter med stier, som snor sig gennem de mest spændende landskaber. Turen på Nordsiden byder på runde, grønne bakker og spredte vandhuller. Når du kommer over på vestsiden, er der stejle græsklædte havskrænter, naturen bliver mere forblæst og barsk, og udsigten er fantastisk. Turen på sydsiden fører dig forbi den lille kirke, der blev indviet i 1931. Den sidste del af turen går gennem en dyb og 'vild' skov, før du kommer tilbage til havnen. Husk gode travesko - terræn og veje er ikke til cykler. Klapvogne og trækvogne skal nok holde sig til grusvejene.

Naturen på Nekselø byder på sjældne blomster og dyr

Det specielle klima på Nekselø giver varme til svalerod, rosenkatost, hjortefod og merian, der ellers er sjældne på vores breddegrader. Nekselø er kendt for sine klokkefrøer, der er blandt de mest truede dyrearter i Nordeuropa. En lun sommeraften kan du høre den karakteristiske dybe syngende lyd over søerne.

Læs mere om Nekselø hér

Sprogø

Mellem Sjælland og Fyn ligger en meget lille ø, som kaldes Sprogø. Øen ses af alle, som krydser Storebælt til vands eller over Storebæltsbroen, men kun de færreste har besøgt øen. Der findes næppe nogen anden dansk småø med så spændende en historie. Øen har ofte spillet en rolle i Danmarkshistorien. Sprogø er som en anden verden, og dog en del af vor. For de fleste er den et lukket land og netop derfor - og på grund af de ofte dramatiske begivenheder, der har udspillet sig på øen - mystificeret og særdeles interessant. Pigerne på Sprogø - Valdemars borg - Book en guidet tur til Sprogø hér - Naturen på Sprogø


Ø-pas

Oplev det danske ørige med Ø-passet, der er fyldt med inspiration og information om de enkelte øer og samtidig gør din øferie meget sjovere.

Hvad er Ø-passet?

Med Ø-passet har du en præsentation af øerne i Danmark, og samtidig kan nu samle mærker – silhuetter – af de danske øer. På færgen, hav­nen, eller turistinformationen finder du en plade med en speciel pen. Med denne gnider du mærket over i passet, idet du lægger papirsiden oven på silhuetten og gnider forsigtigt med pennen. Du kan samle mærker fra det danske ørige og konkurrere med din familie og venner om, hvem der har samlet flest mærker. Læs mere om og bestil ø-passet hér 

Del denne side