Røsnæs - en del af Danmarks naturkanon | Sjællands Vestkyst

Røsnæs - en del af Danmarks naturkanon

Eventyrlig natur på Røsnæs
Røsnæs er en sælsom halvø på Sjællands Vestkyst, der stikker adskillige kilometer ud i Storebælt. Med hav på begge sider er Røsnæs skubbet op af undergrunden under istiden for 18.000 år siden, og i dag hviler den med stejle skrænter, der ender i naturskønne strande. Som Sjællands vestligste punkt byder Røsnæs på imponerende udsigter, hvor du, når vejret er klart, kan skue til Samsø, Fyn og Jylland, og på Røsnæs finder du en enestående natur ulig nogen andre steder i Danmark.
Store dele af Røsnæs er naturfredet, og halvøen er et eventyr i sig selv, hvor du både finder Danmarks største vingård, det historiske fyr helt ude på tippen og øde naturstier, der indbyder til meditativ vandring. Fra det nye aktivitetshus på Røsnæs havn kan du bade året rundt og snuppe et tilbagelænet frikvarter i de tilstødende saunaer. Skal der mere action på drengen, kan I leje havkajakker og tage en tur til havs.

Del denne side