Top cykelruter på Vestsjælland | Sjællands Vestkyst

Top cykelruter på Vestsjælland

Danmark er det næstmest cyklende land i Europa - lige efter Holland - og vi elsker især at cykle, når vi er på ferie. Det er den optimale måde at komme rundt i naturen, sanse landskabet og gøre hyggelige stop for en lokal forfriskning. Og så er det sundt. Tag de øde cykelstier gennem fredede naturparker, og mærk havbrisen i håret.
april 7, 2018

På Sjællands Vestkyst findes der helt unikke cykelruter, der kan tilpasses præcis dine ønsker, om du vil smage på de lokale råvarer, tage på vinrute eller gå på opdagelse på nogle af Sjællands Vestkysts hemmelige strande. Har du ikke selv mulighed for at tage cykel med på ferie, er der flere muligheder for at leje en cykel, så der er ingen undskyldninger for ikke at træde i pedalerne på Sjællands Vestkyst, hvor du oftest har cykelstierne helt for dig selv.

Du kan også planlægge din egen rute. Når du cykler eller vandrer, går ferien så langsomt, at der er tid til at opleve det hele og stoppe op for at nyde udsigten. Området byder på masser af cykeloplevelser på små hyggelige veje med fredelig trafik. Der er masser af gode stier, så du kan finde en flot tur, der tager et par timer, en hel dag eller en uge.

Find nogle spændende steder at holde pause, indlæg en dejlig frokost og medbring forfriskninger til et ’hvil med god udsigt’. Find forslag til ruter hos Dansk Cyklist Forbund. 

Du kan også bruge Friluftsguiden til at planlægge din helt egen rute med overnatning i det fri undervejs.

Fodsporet

Naturstien Fodsporet er en grøn korridor gennem det smukke sydvestsjællandske landskab. Fodsporet er til for at blive brugt af glade naturelskere, cyklister og motionister i alle aldre. Sporet er 51 km langt og forbinder Slagelse i nord med Næstved i syd og Skælskør i vest. En gang var det en jernbanestrækning, men nu er den forvandlet til natursti med cykelvenlig asfalt og naturoplevelser undervejs.

Hvad kan du på Fodsporet?
Langs stien er der mange faciliteter som f.eks. naturlegepladser, sundhedspladser, bålhytter og shelterpladser. Du kan booke de store shelterpladser og bålhytter på Naturstyrelsens hjemmeside.
 
Brug smartphone på Fodsporet
Kig efter QR-koder på de røde pæle langs Fodsporet. Her kan du med din smartphone få historier om natur, kultur, motion og prøve interaktive spil.

www.fodsporet.dk er et mobil web-site, som beregnet til at bruge ude på naturstien. Pc-udgaven af Fodsporets hjemmeside indeholder derfor kun information om, hvor du finder stien, og hvad du kan på stien.

 Sorø

 Fire spændende cykelruter i Sorø og omegn. 

Hop på cyklen og lad dig guide gennem Sorøs skønne natur, spændende personer og seværdigheder. De fire ruter leder dig gennem et varieret stenalderlandskab, forbi middelalderens monumenter, gennem Holbergs land og til nogle af Ingemanns yndlingssteder. Du skal blot vælge hvilken rute du vil cykle, tage kortet i hånden og/eller downloade appén. Så er du godt på vej.Vil du have lidt mere krydderi på ruterne, kan du også høre de fire podcasts, som er skræddersyet til hver rute. Lyt til dem før du tager afsted, undervejs eller når du hviler benene bagefter og få lidt mere at vide om dem og det, som har været med til at forme området.
Du kan finde både podcasts og ruterne i app’en, som du kan hente på www.oplevsorø.nu (tilføj appén til din startside, så kommer den automatisk på din telefon). Cykelkortet kan også købes på Sorø Bykontor til 40 kroner. 

 

De fire ruter:

Stenalder-ruten 46 km

På denne rute kan du se nogle af de mange stendysser, som findes overalt i Sorø Kommune. Du kommer nemlig forbi en af landets smukkeste runddysser, imponerende langdysser og sten, som man troede, var blevet kastet hertil af trolde. Der er med andre ord sten for enhver smag på denne cykelrute, som er den længste af de fire ruter. Her kommer du også igennem varieret landskab med grusgrave, skovområder og små landsbyer. Trænger du til en forfriskning undervejs kan du gøre stop i Stenlille.

Holberg-ruten 36 km

Kom tættere på Holberg og følg i hans fodspor fra Sorø Klosterkirke til hans elskede Tersløsegaard. På denne rute starter man med slutningen – nemlig Holbergs sarkofag, der står i Sorø Klosterkirke. Så slår vi et smut forbi Bissens statue i Akademihaven for derefter at hoppe på cyklen og begive os gennem et afvekslende landskab med udsigt til plantager, grusgrave, enge og moser til herregården Tersløsegaard, som Holberg købte i 1745. Bygningen er i dag indrettet som museum. Museet har åbent lørdage og søndage fra juni - september.

Ingemann-ruten 26 km

Mange af os kender salmerne Dejlig er jorden og I østen stiger solen op, men ikke alle af os ved, at de er skrevet af B.S. Ingemann, som levede en stor del af sit liv i Sorø. Her var han en del af et frugtbart kunstnermiljø, hvor mange af tidens prominente digtere og tænkere lagde vejen forbi. På denne rute kommer du forbi nogle af de steder, som Ingemann yndede at komme og får samtidig en smuk tur gennem landskabet med udsigt til både søer, enge og skov. Hop på cyklen og bliv inspireret.

Middelalder-ruten 26 km

Vidste du at Sorø var arnested for en af middelalderens mest magtfulde slægter og tilmed husede et af landets rigeste klostre? Hvideslægten spillede en væsentlig rolle i middelalderens magtspil og satte dagsordenen i flere hundrede år. På middelalderruten kommer du forbi nogle af de monumentale bygningsværker, der vidner om slægtens betydelige indflydelse fra Sorø Klosterkirke, over Fjenneslev kirke med de to tårne og til Bjernede kirke, der er Sjællands eneste rundkirke. Turen går gennem smukke skovområder, marker og små landsbyer og kommer forbi Pedersborg Kirke, der ligger smukt og skuer majestætisk ud over Pedersborg Sø.



Hare ruten - Den hurtige rute
Længde 6 km - ruten er skiltet

Ruten forbinder Slaglille/Bjernede med Pedersborg og går langs Tuelsø. Ruten viser den bedste cykelrute mellem Slaglille/Bjernede og Pedersborg Skole.
Se ruten hér


Sorø - Sigersted
Længde 27 km - ruten er ikke skiltet

I Sorø Klosterkirke ligger Kong Valdemar Atterdag og Biskop Absalon begravet. I Bjernede er Sjællands eneste rundkirke og i Fjenneslev en to-tårnet kirke. Kirkerne er begge opført af den magtfulde Hvideslægt.
Se ruten hér


Skelby - Sorø 
Længde 28 km - ruten er ikke skiltet

Etapen mod Sorø er utrolig natursmuk gennem overdrev, langs sø og vand og fredet skov. Her kan man følge munkenes vandveje til Sorø, der i middelalderen husede nordens største og rigeste klosterområde, og flere danske konger ligger begravet her.
Se ruten hér


Snegle-ruten. Den forsigtige rute
Længde 7,12 km - ruten er skiltet

Ruten forbinder Lynge Eskilstrup, Kongskilde Friluftsgård og Tystrup sø med Frederiksberg og Frederiksbergskole. Ruten viser den bedste cykelrute mellem Lynge Eskilstrup og Frederiksberg Skole.
Se ruten hér

Slagelse kommune

Korsør Station - Trelleborg
Længde 7,12 km - ruten er skiltet

Fra Korsør Station går ruten gennem de bløde istidsbakker ud på stranden ved Knivkær. Senere gås i vikingernes fodspor, der slutter ved Trelleborg. Tude Å var vikingernes adgang til Storebælt, og Trelleborg var deres forsvarsværk.
Se ruten hér 

Landsgrav - Lorup Skov
Længde 12 km - ruten er ikke skilte

Ved Europavej fortsætter vi ad Blindekildevej og lidt senere kommer vi forbi Hellig Anders' kilde. Efter de travle gader følger vi stien rundt om skolen til Antvorskov Ruin.
Se ruten hér 

Slagelse - Dalmose
Længde 15 km - ruten er skiltet

Fodsporet er en natursti, som er anlagt på den nedlagte jernbanestrækning mellem Slagelse-Næstved og Dalmose-Skælskør. Fodsporet udgør en grøn korridor gennem agerlandet.
Se ruten hér

Skælskør - sibberup
Længde 14 km - ruten er skiltet

Her findes gamle borge og små landsbyer. 
Se ruten hér

 

Del denne side